Engrapgræs (Poa pratensis)

Eng-Rapgræs er en græsart, der danner underjordiske udløbere, også kaldet rhizomer.

Eng-Rapgræs har mellemfine–grove blade (bladbredde ca. 2 – 5 mm), som er mørke­grønne– blågrønne og lige brede i hele bladlængden.

Blad­spidsen er bådformet og den har to lysspor, som ses langs med midterribben på oversiden af bladet.

Eng-Rapgræs egner sig bedst til nysåning, idet den er langsom til at etablere sig. Netop af denne grund er den ikke særlig velegnet til eftersåning.

Ved nysåning kan såtidspunktet gøre en væsentlig forskel for resultatet, idet det bedste resultat opnås, når jordtemperaturen er høj i slutningen af sommeren og det tidlige efterår.

Eng-Rapgræs er velegnet til sandede jorde og er middel tørketolerant. Den klarer sig bedre end Almindelig Rajgræs ved lave gødningsværdier.

En anden væsentlig forskel mellem Almindelig Rajgræs og Eng-Rapgræs er tolerancen overfor lav klippehøjde. Forsøg på Bingley har vist, at Eng-Rapgræs tolererer en klippehøjde på 8 mm i 4 år, hvilket Rajgræsset ikke klarer.

Eng-Rapgræssets underjordiske udløbere gør, at den er i stand til at lukke meget hurtigt efter slidskader. Det er muligt fuldstændigt at ødelægge overfladen af et græstæppe af Eng-Rapgræs og stadig vinde det tabte tilbage ved hjælp af disse rhizomer.

Rullegræsproducenterne satser på en stor andel af Eng-Rapgræs i deres etableringer. De underjordiske udløbere giver bedre slidstyrke til tørven og samtidig kan den tages op tidligere og skæres tyndere.

De mest udprægede sygdomme, der rammer Eng-Rapgræs er rust og rød øjenpletsyge.

Nogle vigtige egenskaber for Eng-Rapgræs:

Kilde: Sandmosen, KompetenceCenter for Det Grønne Område, Karin Juul Hesselsøe, Juli 2007