Bekæmpelse af gåsebillelarver i plænegræs – forsøg på Give Golfbane 2003

Larver af gåsebiller, Phyllopertha horticola, har de seneste fem år påkaldt sig stor opmærksomhed som skadevolder på danske golfbaner. Larverne æder græssets rødder, så græsset går ud. Kragefugle – især råger – efterstræber larverne og ennemroder arealet i deres eftersøgning af larverne. Kemisk bekæmpelse er vanskelig, og der findes p.t. ingen godkendte midler. Biologisk bekæmpelse med insektpatogene nematoder, Heterorhabditis bacteriophora, har siden 1999 været afprøvet i flere forsøg. Ingen af de hidtidige resultater har vist overbevisende effekt. Fra Tyskland findes der imidlertid positive effekter fra såvel laboratorie- som feltforsøg. Problemet ligger antagelig i at finde en bedre udbringningsmetode. I efteråret 2002 blev der gennemført et laboratorieforsøg med udvalgte isolater af den insektpatogene svamp, Metarhizium anisopliae. Svampeisolaterne viste god effekt på larverne.

Dansk Golf Union og danske golfklubber har formuleret en natur- og miljøpolitik, som bl.a. tilstræber en udfasning af pesticider på både offentlige og privatejede baner. Af de danske golfbaner ligger ca. 40% på offentlige arealer, hvor anvendelsen af pesticider principielt ikke længere tilladt efter 1. januar 2003. Selvom der dog er givet en række dispensationer, kan skadevoldere som gåsebiller, der er vanskelige at håndtere, derfor give vanskeligheder for den formulerede natur- og miljøpolitik.

På Give Golfklubs fairways blev der i 2003 afprøvet to alternative midler samt et konventionelt insekticid mod larver af gåsebiller. Af de afprøvede bekæmpelsesmetoder viste det jordvirkende insekticid Imidacloprid langt den kraftigste reducerende effekt på larver af gåsebiller. Af de alternative midler viste den insektpatogene svamp Metarhizium udbragt på hirse sig som mest lovende, mens samme svamp udbragt i vandig opløsning og insektpatogene nematoder ikke havde påviselig populationsreducerende effekt på gåsebillelarverne.

Link til rapport

Kilde: Dansk Golf Union, Torben Kastrup Petersen, 2006.